Arier i øjenhøjde

De unge vil have opera. De vil have kærlighed, had og jalousi, og på operacaféen Stand-up Opera kommer de så tæt på, at de kan se sangernes mindste ansigtsudtryk og bevægelse. Det er autentiske følelser på første række.

Der er stuvende fyldt i LiteraturHaus på Nørrebro. Døren bliver hele tiden lukket op og i, og nye kommer ind. Efterhånden er der ikke stole nok, og en del står og hænger i baren. Stedet er en nedlagt kirke, og der, hvor alteret stod, er der nu en scene med et interimistisk gulligt scenelys. Ved siden af scenen står et klaver, hvor pianisten sidder parat. Aftenens konferencier byder velkommen, mens de, der var så heldige at få et bord, sætter sig ned med deres øl.

Stand-up Opera er en anderledes operakoncert. Den foregår på et sted, der også huser digtoplæsninger og rytmiske koncerter. Sangerne kommer fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet på Det Kongelige Teater, og de synger uddrag fra opera og operetter. Konceptet går ud på at bringe operaen ud af de mere formelle rammer til et nyt publikum.
»Vi startede i efteråret 2003, og det udsprang af, at jeg har flere venner, som ikke har noget med musik at gøre, men var interesseret i det, jeg lavede. De var nysgerrige, men følte sig fremmede over for det. Det var sådan noget finkultur, og det kunne de ikke helt forholde sig til. Så tænkte jeg: Hvorfor ikke sætte det ind i et rytmisk musikkoncert-koncept, uden af det mister kvalitet,« siger Hetna Bruun, som er hovedkraften bag Stand-up Opera og selv synger med til koncerten.

Klaveret sætter i gang, og man hører pludselig en mørk mandsstemme oppe fra det, der engang var orglet. Mens han synger videre, bevæger han sig ned ad trappen og igennem publikum op mod scenen. Han er klædt i armygrønne bukser og en krøllet T-shirt. Arien er italiensk og uden at forstå ordene, er man ikke i tvivl om det lettere frivole budskab. Publikum elsker det og belønner med et kæmpe bifald.

Hetna Bruun har kunnet mærke en stigende interesse for Stand-up Opera, og det, der efter hendes eget udtryk, startede med tre ludere og en lommetyv i Huset i Magstræde, er nu blevet til en stor publikumssucces.

»Jeg kan mærke, at det er ved at blive en trend. Og det er fordi, at opera handler om de grundlæggende følelser, man har her i livet, og så tror jeg også, det er det autentiske i det. Der er en ægthed i opera, og det er ikke elektronisk på nogen måde. Det er to små stemmebånd, der leverer varen. Det er »back to the roots« i denne her digitaliserede verden, hvor man søger tilbage til det oprindelige og sig selv. Alle har prøvet at være dødeligt forelsket, og så er man bare fascineret af den lydkraft, der kan komme ud af en mund på et menneske,« siger hun.

Der er en summen af snak blandt cafebordene. En mand går målrettet ned mod sit cafebord med en øl i hånden, idet klaveret sætter i gang. Pludselig bliver der stille. Alle retter deres opmærksomhed mod den lille mørkhårede sangerinde, der står midt på scenen. Hendes stemme er overraskende kraftig og fylder rummet helt ud. Det er som om, at musikken sætter sit aftryk i folks ansigter, der har et dybt koncentreret udtryk. Da arien slutter, går der et øjeblik, inden de klapper. Ikke af mangel på begejstring, men mest fordi de blev rørt. Hetna Bruun er glad for den kontakt, der er til publikum, når de sidder få meter væk og kan følge med i alt og høre hver en tone.

»Man kommer tættere på publikum, og der er ikke distance til scenen. Publikum oplever, hvor stor energi sangerne lægger i det, man kan se hvert et lille ansigtsudtryk. Som sanger oplever man publikums reaktion på en helt anden måde. Man kan mærke, når der går et gys igennem folk. Publikum er meget spontane i deres reaktioner, og på den måde går det begge veje,« siger hun.

Selv om der er højt til loftet i LiteraturHaus, er luften efterhånden ret tæt. Folk har røde kinder, og bifaldene bliver større og større. En kærlighedsduet, som ellers kun var for to sangere, bliver sunget af fire. De laver hele tiden nye konstellationer, og noget utraditionelt for Mozart, opstår der også homoseksuelle par.

Konferencieren prøver forgæves at forklare folk de indviklede plots med en masse forviklinger, som omhandler kvinder, der er udklædt som mænd eller mænd, der bytter koner. Hovedessensen er, at det hele handler om kærlighed.

Budskabet er det samme som for 400 år siden, men indpakningen er forskellig med Stand-up Opera. Det skyldes de unge sangere, som insisterer på, at opera skal ud til det ny publikum.

»Sangerne i dag er anderledes. De unge sangere i dag appellerer til et andet publikum end for 20 år siden. I dag er de mere all round. Man kan godt gå i hiphop tøj og synge opera. Man spiller på mange heste, og isolerer sig ikke som før i en meget nørdet verden. De har en bred palet i dag, og tager noget ned fra alle hylder. Operasangere kan både gå til hiphopkoncerter, høre opera og være fan af FCK. Folk bliver overrasket, når man som helt normalt ungt menneske synger opera. Men man behøver ikke at være en 200 kilo stor matrone,« siger Hetna Bruun.

Alle seks sangere er samlet på scenen. I det store slutnummer, la grande finale, er nogle af sangerne lidt i tvivl om teksten, og synger videre på »la la«. Men publikum tilgiver, at hukommelsen svigter - de har haft en stor aften.